Kære dilemmapanel,

Jeg skriver til jer med et problem, der fylder en del for mig lige nu. Mit navn er Christoffer, og jeg er 27 år gammel. 

Jeg står over for en udfordring med min ven Jakob, som er blevet helt opslugt af sin nye kæreste. Jakob har efter mange år som single endelig fundet kærligheden. Han er helt på den lyserøde sky, og det er så godt for ham.

Men.. Nu er der gået tre måneder, og Jakob har stadig ikke andet end kæresten på hjernen. Det er altid mig, der skriver, og altid mig, der rækker ud og foreslår, at vi skal ses. Når vi så endelig er sammen, handler alle samtaler stort set kun om hende og deres parforhold. 

De blev kærester efter at have kendt hinanden i knap en måned, og Jakob taler begejstret om, at de har planer om snart at finde en fælles lejlighed. Hun er egentlig sød nok, men hun er aaaaltid med, når vi ses hjemme ved Jakob, og jeg føler ærlig talt, at de rykker meget hurtigt frem i deres forhold.

Jeg er oprigtig glad på Jakobs vegne, men jeg savner også vores venskab, som det var før. Hvor vi bare var os to og ofte tog på spontane byture og kunne game om aftenen..

Kære dilemmapanel, er det mig, der er blevet needy, eller må man gerne kalde sin ven ud på, at han er blevet kærestekedelig? I så fald, hvordan tager jeg snakken med Jakob?

KH. Christoffer