Skal jeg afslutte venskabet eller?
Vi har modtaget et anonymt dilemma
Hej Dilemmapanel,
Jeg håber, I kan hjælpe mig med at få nogle perspektiver på en svær situation, jeg er endt i her i den første måned af mit studie.
Jeg har mødt en utrolig sød pige, som er klog og sjov at være sammen med. Vi blev hurtigt venner, sammen med nogle andre, der også flyttede til byen i forbindelse med studiestart, og de første dage af studielivet gik som en leg. Alt gik perfekt, indtil hun begyndte at dele detaljer om sin kæreste fra gymnasiet, som hun ikke virkede særlig investeret i. Det var her, tingene begyndte at blive komplicerede.
Hun betroede sig til mig og søgte råd om, hvad hun skulle gøre med sit forhold. Jeg mente ærligt, at hun burde slå op med ham, da hun tilsyneladende ikke rigtig var interesseret, men hendes reaktion overraskede mig. I stedet for at følge mit råd besluttede hun at være sammen med en anden fyr for at have en gyldig grund til at afslutte forholdet. Den beslutning førte til en række usunde møder med fyre, der kun virkede interesserede i hende fysisk.
Hun begyndte at drikke, feste og syntes langsomt at glide væk fra den person, jeg først havde mødt. Der er en fyr, som er kristen som hun mødte i kirke, men han behandler hende på en giftig måde, råber ad hende, fører hende bag lyset, og alligevel virker hun helt vild med ham. Hun er selv troende og fortæller at hun ikke er stolt af de intime dele af forholdet, men at hun godt kan lide opmærksomheden fra ham.
Nu, hver gang jeg er sammen med hende, føles tingene anderledes og mærkelige. Jeg har gjort mit bedste for at give hende råd, men det er som at slå i en dyne. Jeg kan ikke få hende til at ændre sin livsstil eller de valg, hun træffer. Jeg føler at jeg står ved en skillevej og ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Skal jeg afslutte venskabet, eller skal jeg sætte mig ned og have en oprigtig samtale med hende? Jeg ved, det er en kompleks situation, og jeg leder efter nogle gode råd her. Hvad ville I gøre, hvis I stod i mine sko?
Tak for hjælpen, Dilemma panel