Festival eller Guldbryllup?
Vi har fået en besked fra en, der kalder sig Maria på 25 år.
Kære Dilemmapanel,
Tre veninder og jeg har endelig fået fingrene i fire billetter til SMUK Fest.
Vi sad alle klar, da billetterne blev frigivet, hvor vi fik sikret tre af billetterne, og den sidste billet fik vi med nød og næppe fat i ved at købe den af en privatperson til langt over normalpris.
I kan nok forestille jer, hvordan lykkefølelsen var stor. Især fordi det er virkelig længe siden, vi fire har haft tid sammen. Vi har været venner siden efterskolen, men bor nu forskellige steder i landet. Det har derfor de sidste par år været noget nær umuligt at få samlet gruppen. Det er derfor meget tiltrængt med en rigtig ryste-sammen-tur.
Nu er der sket det, at min mormor og morfar har inviteret hele familien til Kreta for at fejre guldbryllup, lige den uge hvor der er SMUK Fest.
Der er kun 3 måneder til guldbrylluppet, så de har ikke været i særlig god tid med invitationen.
Jeg elsker virkelig mine bedsteforældre. Jeg vil nødig gøre dem kede af det, og man ved jo aldrig, hvor længe man har dem. Men jeg havde VIRKELIG set frem til at komme på festival med mine veninder.
Så kære dilemmapanel: Skal jeg ofre mig – tage med til guldbryllup og gå glip af festivalen, eller skal jeg være ”egoistisk” og melde afbud til guldbryllup, så jeg kan tage med mine veninder på festival?
Og i så fald – hvordan skal jeg så tage snakken med henholdsvis veninderne og mine bedsteforældre?
KH.
En fortvivlet Maria
BONUS INFO
Venindegruppen ses som sagt ikke så ofte længere. Maria frygter, at de er ved at glide lidt fra hinanden, og havde virkelig håbet, at festivalen kunne blive den store genforeningsfest. Hun ville være SÅ ærgerlig over, hvis de andre tog afsted uden hende.